Opsparing trods SU

For os har økonomien faktisk aldrig været et problem. Javist, vi har jo heller ikke købt bil eller bolig endnu, men alligevel. Min kone er lige blevet fædig som pædagog, men for et halvt år siden sluttede en periode på fire år hvor vi begge har levet af vores S.U. – samt lidt småt i form af studiejob.

I den periode, hvor vi altså havde en samlet indtægt på ca. 12.000 kr./måneden, har vi alligevel haft økonomisk fremdrift og succes: Forrige sommer var vi en måned afsted på en anden side af jorden; vi besøgte både New Zealand, Australien og Singapore. Da vi kom hjem fra ferien stod der stadig et fem-cifret plus på kontoen. I samme studieperiode har vi både købt en stor fladskærm og en playstation 3. Så vi har på ingen måde lidt nød.

Et spørgsmål om mentalitet

Hvordan vi gjorde det? Jeg tror at det hele er et spørgsmål om mentalitet. Vi har altid sørget for at bruge færre penge end vi havde til rådighed, og derfor, uanset hvor lille vores indtægter i perioder har været, har vi altid kunne lægge penge til side til vores opsparingskonto; nogle gange kun 100 kr., men gerne meget mere. På den måde har vi heller aldrig skulle låne penge, eller betale renter for overtræk på kontoen.

Skal du låne, er du nok nødt til det

Hvis du virkelig har behov for at låne penge, så er du jo nok nødt til det, men udfordringen og opfordringen fra mig lyder; lad vær med at komme til det punkt hvor du skal låne. Sæt dit forbrug ned, så det passer til dine udgifter. Sæt dine behov for luksus efter hvad du har penge til. Det er faktisk ikke så svært som det lyder. For os har det været til stor succes, at vi har været enige om at passe på vores penge, for derved at passe på os selv. Og trods det, har vi altså ikke levet fattigt…