Økonomisk overblik betaler sig

Overblik over hvad man bruger sine penge til. Herhjemme er pengene små, da jeg læser og er på SU, men det har hjulpet os rigtig meget.
For det første at lave madplaner for en uge ad gangen, så vi kun handler ind én gang om ugen. Så undgår vi impulskøb og alt det andet,
man nogen gange er slem til at putte i kurven, når man handler. Og samtidig kigger vi på vores bonner, så vi har et reelt overblik over,
hvad vi har brugt vores penge på.

Større indkøb kan skade økonomien

Inden vi køber ting (alt andet end mad) går vi også gerne lige et par dage og overvejer, om det reelt er et behov, eller om det bare
lige er nu og her, det ville være rart at have den pågældende ting. Mange gange finder man faktisk ud af, at tingene ikke var så vigtige
alligevel og så er de penge sparet 🙂

Køb på udsalg – det hjælper til en bedre økonomi

Vi er også gode til at købe tøj, især til vores 2 børn, på udsalg. Der er også mange penge at spare. Især hvis man køber vintertøj til
vinteren efter i januarudsalget. Der er der altid gode rabatter på flyverdragter, vinterjakker mv. Så sælger jeg også ofte ud af det tøj,
børnene ikke længere kan passe og har heller ingen problemer med at købe brugt tøj eller arve tøj til dem. Og man kan finde mange gode
ting som bliver solgt som brugt men som faktisk ser ud som nyt.

Og så er det selvfølgelig også rigtig vigtigt at holde langt væk fra alle de der hurtige lån 🙁