Balance i økonomien

Et kinesisk ordsprog siger: for at din økonomi balancerer, var det en ide, at

  • gå mindre godt klædt end du har råd til
  • spise, hvad du har råd til
  • bo lidt bedre end du har råd til

Så skulle der måske endda blive mulighed for en lille opsparing.

Tanker om opsparing og lån

10 pct. af indtægten på en opsparing vil i DK formentlig opveje inflation. Iøvrigt afhænger behovet for opsparing jo i
høj grad af ens alder. Min mand og jeg er begge fyldt 80 og kan jo nogenlunde overskue vores fremtidige udgifter.
Værre er det nok for de minus 50, der ikke aner, om efterlønnen beskæres eller bortfalder.
Eller om der indføres brugerbetaling for velfærdsydelser i fremtiden. Opmærksom må man vel også være på, om EU vil
forbyde flexlån i boligen. Måske kan man gardere sig ved at tage de 5-årige flexlån, så man får tid til at få vejret,
inden der skal afdrages.

Klimaet kan give udgifter

Fremtidens klima er også en joker. Oversvømmes sommerhusgrunden, er den jo ikke den million værd, som den p.t. er sat til.
Vi har f. eks en sommerhusgrund på Endelave 100 meter fra stranden. Stiger havene, vil der i bedste fald være tale om
udgift til diger og højere forsikringssummer.

Afgifter og skatter kan give økonomisk usikkerhed

For at være mere aktuel er der også en økonomisk usikkerhed mht. om
en regering efter valget vil forhøje skatter. En forhøjelse af afgiften på bolig vil kunne mærkes af mange og
kan sætte boligmarkedet i stå (igen).

Vi er viklet ind i en global økonomi

Der er så mange hvis og hvisser. Vi er viklet ind i en global økonomi, hvor DK grundet bl.a. høje lønninger har svært
ved at konkurrere med udlandet. Skal landbrugsstøtten fortsætte, selvom landbrugets eksport kun er på 3 pct.
Kan driften rationaliseres uden at det går ud over dyrenes velfærd. Skal vi ind i Euro´en og vil det påvirke
samhandlen gunstigt eller ugunstigt…

Veluddannede har flere strenge at spille på i privatøkonomien

Der er næppe en simpel opskrift på en god privatøkonomi. Selvom man er en rigtig forsigtigper, kan man uden egen skyld
havne i “fordærv”. Selv økonomiske eksperter kan gå rabundus. Et godt råd kan være at være veluddannet,
så at man i arbejdsløshedstider har flere strenge at spille på. Med veluddannet mener jeg, at ens faglighed og erfaring
er mere bredt funderet.