Den helt rigtige boligfinansiering

Omlæg alle lån til prioritetslån med sikkerhed i fast ejendom. Det er den billigste låneform og den kan fremstå som annuitetslån med faser af stående lån.

Der er et stort udbud af låneformer fra mange aktører. Man bør vælge de store og veletablerede i bank eller realkreditsektoren. Man bør som regel vælge fast rente frem for variabel rente og eventuelt omlægge lånet når det bliver ufordelagtigt i forhold til markedets øvrige tilbud.

Undgå forbrugslån af enhver art

Undgå forbrugslån af enhver art. Dog kan en leasingaftale have fordele, som ikke er af økonomisk art. Hvis en leasingaftale vælges så skal man sammenligne hele betalingsrækken med en form for egenfinansiering og tilbagediskontere begge betalingsrækker med samme rentesats (med mindre der skal være et risikotillæg til en af betalingsrækkerne).

Afvikling af lån før opsparing

Afvikl lån i fast ejendom før der foretages opsparing. Deltag i en pensionsopsparing gennem hele arbejdslivet og bliv det samme sted. Opret en ratepension.

Opdel opsparingen i kontante indlån, aktier og obligationer, hvis varighed passer med den ønskede udbetalingsfordeling. Det er vigtigt, at der opspares i forskellige kategorier og inden for hver kategori vælges forskellige papirer (som regel bør der vælges mindst 12 forskellige papirer i hver kategori).

Bliv på arbejdsmarkedet så længe det er muligt og helst ikke på nedsat tid.

Opret egen virksomhed

Opret din egen virksomhed eventuelt ved siden af et ansættelsesforhold. Mulighederne er mange og man kan vælge mellem meget aktiv drift, hvor man deltager med sin arbejdskraft. Eller man kan vælge at være konsulent for andre og specialisere sig i det, man ved noget om.

Passiv investering er også en mulighed for eksempel kan man købe fast ejendom og leje den ud. Men man skal være opmærksom på, at jo mindre man deltager med egen arbejdskraft jo flere ydelser skal man ud og betale sig fra og så er gevinsten måske borte.