Overvej en ekstra gang før du vælger Totalkredit

Hvis man kigger på www.totalkredit.dk kan man bl.a. læse følgende:
“Totalkredit er resultatet af et unikt samarbejde mellem ca. 100 banker, sparekasser og andelskasser.” Unikt – for hvem?

“Da Totalkredit blev etableret, var det for at sikre, at kunderne havde adgang til personlig og professionel boligrådgivning hos den rådgiver,
de kom hos og kendte i forvejen i deres lokale filial.” Rådgiver – er der ikke tale om sælger, som alene har en interesse i at sælge de
produkter som deres arbejdsgiver udbyder og tjener penge på?

Hvad kendetegner et godt realkreditinstitut?

  • Er det priserne?
  • Er det rådgivningen?
  • Er det de forskellige lånetyper?

Ja svaret er nok individuelt!

Unikt betyder bl.a., at der kun er én af den slags! Det er også korrekt, idet de andre realkreditinstitutter er anderledes.

Er det positivt, at der kun findes én af noget, altså at man har et monopol? Ja set fra udbyders, Totalkredits, side er det positivt, men set fra
efterspørges, kundens, side er det sjældent positivt.

Nykredit flytter sine private lån til Totalkredit – og samtidig bliver det dyrere!

I 2003 købte Nykredit Totalkredit. I 2010 forsøgte Nykredit og Totalkredit at hæve satserne på bidrag. For 1 år siden gav
Konkurrencestyrelsen afslag herpå. Nu forsøger Nykredit og Totalkredit igen! De har meddelt, at priserne hæves på både nye og
eksisterende lån i Totalkredit med effekt fra 1. april 2012. Det mener de kan lade sig gøre, fordi Totalkredit ikke er omfattet af det forbud, der
forhindrede Nykredit i at hæve bidragssatsen for private efter fusionen med Totalkredit.

Samtidig flytter Nykredit sine private lån til Totalkredit, hvorfor nuværende Nykredit kunder pr. 1.4.2012 så bliver kunde i “Totalkredit” og
dermed får forhøjet bidragssatsen!

Kurserne svinger

Kigger vi på kurserne på 5 % fastforrentet obligationslån med afdragsfrihed i de forskellige realkreditinstitutter, ser billedet d.d. således ud:

Realkredit Danmark 98,86
BRF Kredit 98,85
Totalkredit 98,38
Nykredit 98,38

Ovennævnte er faktisk ikke unikt, men et faktum som ses ofte. Altså at prisen på Nykredit og Totalkredit er lavere and de andre
realkreditinstitutter. Det betyder, at den rente, du skal betale i hele lånets løbetid, er højere, hvis du vælger Totalkredit eller Nykredit.

Er det en fordel, at samle alt ét sted?

Det korte svar er nej!

Det ses sjældent, nærmest aldrig, at kunderne opnår nok fordele ved at samle alt ét sted. Det kan måske give nogle en tryghed, så længe
det går godt og man har råd til at betale. Men kommer man i problemer, ønsker at skifte bank og ikke realkredit, indhenter konkurrent tilbud
eller blot sammenligner priser og vilkår på nettet. Så ses det ofte, nærmest altid, at priser og vilkår ikke er optimeret til fordel for kunderne.

Har du Totalkredit og ønsker at skifte bank?

Det kan være vanskeligt at skifte bank, hvis du kommer fra et pengeinstitut, som sælger Totalkredit og til et pengeinstitut, som ikke
samarbejder med Totalkredit, idet disse ca. 100 banker, sparekasser og andelskasser har valgt at lave denne “stavnsbinding”.

Men så er det jo godt, at der er cirka 80 andre banker, sparekasser og andelskasser tilbage i Danmark p.t. Endvidere kan det som
førstegangskøber være en ekstra overvejelse værd, om ikke man skulle vælge et af de andre realkreditinstitutter, således at man er
fritstillet med hensyn til bankvalg såvel på kort og længere sigt.

Conomia.dk anbefaler

  • Pas på når du vælger samarbejdspartner.
  • Lad være med at tænke på din bankmand som en rådgiver, men tænk på en sælger
  • Gennemgå dine vilkår, renter og gebyrer 1 gang årligt
  • Lad vær med at lægge “alle dine æg i én kurv”
  • Spørg din banksælger næste gang du taler med ham/hende, om hun er sikker på, at du har de rigtige vilkår og til den rigtige pris. Hvis
    du bliver spurgt om hvorfor, så sig at det er fordi du er ved at undersøge markedet.
  • Lad være med at vær “blåøjet”. Skift hvis din mavefornemmelse siger dig, at det vil være det rigtigste. Det er ikke vanskeligt at skifte
    bank, realkreditinstitut, pensionsselskab m.v.