2 typer rådgivere

Der findes groft sagt to typer rådgivere, når det drejer sig om privatøkonomi:

  1. Bankrådgiveren
  2. Uafhængige økonomiske rådgivere

Hvad er forskellen på disse to rådgivere og hvad skal du være opmærksom på, når du overvejer hvilken en du skal benytte?

Hvad er vigtigt for dig?

Før vi kigger på de forskellige rådgivere, så er det vigtigt at du gør op med dig selv, hvad der er vigtigt for dig. For nogle er de absolut skarpeste priser det altafgørende, når der skal vælges bankrådgiver og mange er villige til ofte at flytte pengeinstitut i jagten på de bedste priser. Andre søger tryghed, bekvemmelighed og måske lokalt tilhørsforhold – også selvom de ved at der givetvis kunne spares en masse penge ved at skifte til en anden bank.

De fleste ligger formodentlig et sted midt imellem og søger fornuftige bankpriser samtidig med at de skal være en god kemi med bankrådgiveren – og så længe vi har det godt med det vi gør og kan sove godt om natten, er det så ikke i orden? Gør op med dig selv hvad der er vigtigst for dig og hvor stor en indsats du er villig til at yde, for at nå dine målsætninger.

Møde med bankrådgiver

Langt de fleste af os går i banken, når der skal tales privatøkonomi. Der mødes vi med vores bankrådgiver og vender muligheder og de fremtidige udfordringer vi ved – eller forventer – kommer. Det kan være familieforøgelse, flytning fra en landsdel til en anden, nyt job osv.

Mange kritikere af bankerne mener at bankfolk er sælgere, der ønsker at tjene bankens interesser over dine. Det er der i sagens natur en stor risiko for og det faktum skal du tage med i dine betragtninger, når du har mødes med din bankrådgiver og når du forhandler gebyrer og rentesatser på plads. Selvom du måske søger god kemi snarere end priser, så vær dog opmærksom på at du som regel kan presse din bankrådgiver i et eller andet omfang på prisen, og I vil formodentlig fortsat have ligeså god kemi efterfølgende. Stil også spørgsmål til de produkter du måske er ved at købe i banken, før du sætter din underskrift. Hvad enten en bankrådgiver er bankens sælger eller ej, så må det vel kunne antages at han samtidig gerne vil give dig nogle holdbare løsninger, der fastholder dig som kunde i banken.

Brugen af uafhængige rådgivere

En uafhængig økonomisk rådgiver er en person eller virksomhed, der ikke er ansat af i en bank, men som udelukkende skal varetage kundens interesser. Uafhængige økonomiske rådgivere arbejder på forskellige måder og nogle gange skal du stille spørgsmålstegn ved deres uvildighed. Nogle uafhængige økonomiske rågivere aflønnes ved at modtage halvdelen af første års rentebesparelse, hvis de skifter bank for dig. Det betyder, at de finder den bank, der passer til dig, hvor du måske sparer 10.000,- om året (hvilket mange vil kunne, hvis de skiftede bank) og de modtager dermed 5.000,- i provision af dig for deres arbejde. Den uafhængige økonomiske rådgivers incitament for at skaffe dig så store besparelser som muligt er derfor indlysende. Andre uafhængige økonomiske rådgivere arbejder mod kontant timebetaling – måske alt efter hvilken opgave du stiller dem.

Flere uafhængige økonomiske rådgivere

I de senere år er flere og flere uafhængige økonomiske rådgivere begyndt at tilbyde forskellige økonomiske services landet over, mens de har været brugt i udpræget grad i flere andre lande – England og USA eksempelvis. Specielt i takt med bankernes skærpede krav som følge af Finanskrisen, er flere uafhængige økonomiske rådgivere dukket op. Inden du vælger en uafhængig økonomisk rådgiver, så spørg ind til prisen for hans eller hendes services og spørg ligeledes ind til om vedkommende modtager provision fra bankerne. Gør de det, så skal du selvfølgelig være ekstra opmærksom på om rådgiveren tjener din eller bankens interesse bedst. Benytter du en uafhængig økonomisk rådgiver i forbindelse med investeringsrådgivning, så vær på vagt, hvis rådgiveren provisionslønnes i forhold til din investerings afkast – det kan måske få rådgiveren til at lave for store sats med dine penge – sådan som flere har oplevet det de seneste måneder.

Bankrådgiver eller uafhængig rådgiver?

Hvad skal du så vælge? Det er op til dig selv at vælge. En kombination kan også være en mulighed, hvor du eksempelvis får en uafhængig økonomisk rådgiver til at tjekke bankens tilbud igennem for dig. Dette vil som udgangspunkt være forbundet med omkostninger, men har du en kompleks privatøkonomi eller er du igang med et større engagement, er det måske godt givet ud, på samme måde, som når du tegner en forsikring hos et forsikringsselskab. Det er din vurdering fra gang til gang.