Realkredit

Renterne er på det seneste faldet mærkbart, og dette betyder at alle med et 7% obligationslån skal få deres lån omlagt til 5% fastforrentet eller til et rentetilpasningslån.

Kunder med rentetilpasningslån som skal refinansieres i 2009, skal efter vor overbevisning ikke kurssikre lånene. Men man skal til gengæld overveje om man skal tage endnu et år med variabel rente eller om det er tid til at omlægge til fast rente.

Danmark er stadig i økonomisk krise, og det som bl.a. kendetegner en finanskrise er svingende renter. Renterne er p.t. lave, men hvornår renterne stiger igen er det helt store spørgsmål. Mærk derfor efter og find ud af hvordan du har det med at kende huslejen i en kort periode kontra sikkerheden for stabil husleje i en længere periode!

Bemærk at fastforrentet obligationslån har indbygget en friværdisikring, som for nogen kan være væsentligt!

Pension

2009 er et historisk år for så vidt angår muligheden for, at få skattevæsenet til at betale en stor del.

Forskellen på 2009 og 2010 er at marginalskatten, altså skatten på den sidst tjente krone nedsættes fra nuværende 59 % til 51,5 %. Dermed bliver værdien af skattefradraget ved indbetaling på en ratepension/livrente mindre.

Endvidere er der fra 2010 indført et loft på, at man som lønmodtagere højest må indbetale 100.000 kroner på en ratepension/ophørende livrente.

Du bør derfor udnytte de gunstige regler i indeværende år, og indbetale maksimalt på ratepension. Topskatte grænsen er i 2009 377.400 kroner før AM-bidrag og 347.200 kroner efter AM-bidrag. Dvs. at hvis du i 2009 får en indkomst over denne grænse bør du indsætte hele dette beløb på en arbejdsgiver administreret ratepension.

Grunden til at det skal være via en arbejdsgiver administrere ratepension er at der ikke er et loft i 2009 på indbetaling. Hvorimod der på en privat ratepension er et loft på 46.000 kroner i år.

Indlån/udlån

Rente er som tidligere nævnt markant lav. Nationalbankens diskonto er 1 % og denne rente er en såkaldt ?signalrente? Den har til formål at signalere renteniveau bl.a. over for bankernes egen renter.

Diskontoen var ved finanskrisens start 4,5 % og den er igennem de seneste 12 måneder faldet med 3,5%.

Hvad kan du bruge det til?

Det kan du bruge som en indikator for, at dit banklån alt andet lige også må være væsentligt billigere nu end for 1 år siden. Hvis dette ikke er tilfældet, så skyldes det formentlig din banks indirekte forsøg på at få dig til at betale til bankkrisen.

Med hensyn til indlån så kræver en rente over 1% ofte at du binder dine penge i en periode. Mange banker forsøger i øjeblikket at lokke med en rente på cirka 3,5% mod at du binder dine penge i 3 år.

Der er flere ting du skal være opmærksomme på:

  1. Er din bank med i garantifond ordningen (133 banker = 99% af markedet)
  2. Pr. 30.9.2010 nedsættes nuværende ordning (statsgarantiordningen) fra ubegrænset til 100.000 euro (ca.750.000 kr.)
  3. Bevar din økonomiske handlefrihed og undgå at binde pengene i en for lang periode.

Skatten 2009 og skatten 2010

Mange har allerede nu de fornødne oplysninger til at beregne skatten for 2009, det kan derfor anbefales at gennemgå og eventuel tilrette forskudsopgørelsen således at man undgå enten restskat eller overskydende skat som mange med fordel kan bruge i indeværende år enten til minimering af skatten, nedbringelse af dyr bankgæld m.v.

Samtidig med gennemgang af 2009, vil det være passende at lægge et skattebudget for 2010. Forårspakken betyder for de fleste ændrede skattesatser. Gennemgå derfor forskudsopgørelsen og tilret eventuelle fejl og mangler. På den måde kan du økonomisk tage hul på 2010 med orden i dine skatteforhold.