Mellemskatten er bortfaldet for 600.000 danskere

Den 1. januar 2009 bortfaldt mellemskatten for alle danskere, der har en personlig indkomst under 347.200 (efter AM-bidraget er trukket fra indkomsten). Er du en af de 600.000 berørte, så bør du bruge lidt tid på at optimere dine formue- og skatteforhold. Det lyder umiddelbart som en stor fordel at mellemskatten er bortfaldet, men er du en af dem som indbetaler til en pensionsordning, er det vigtigt at du er opmærksom på ikke at snyde dig selv i skat.

Indbetaler du på en kapitalpensions ordning?

Indbetaler du på en kapitalpension og bliver din personlig indkomst i 2009 ikke over de 347.200 kr. (efter AM-bidraget er trukket fra din indkomst), så betyder det at skattefradraget for dine indbetalinger bliver på 38-39 % idet du alene kommer til at betale bundskat.

Er et fradrag på 38-39 % optimalt?

Spørgsmålet er om et fradrag på 38-39 % er optimalt, når afgiften ved udbetaling udgør 40 %…? Mellemskattens bortfald betyder at du kun får fradrag for dine indbetalinger i bundskatten på 38-39 %. Når du går på pension og skal have ordningen udbetalt skal du betale 40 % i afgift. Det vil sige at du faktisk bliver snydt for 1-2 %!

Du bør derfor tage stilling til om du skal indbetale på kapitalpension, ratepension og/eller livrente opsparing i 2009, eller om du hellere skal afdrage på din gæld eller gøre noget helt andet.

Hvornår skal kapitalpensionen udbetales?

Er der kort tid til at din kapitalpensionen skal udbetales (under 5 år), så vil det skattemæssigt ikke kunne svare sig at foretage sig indbetaling på kapitalpensionen i 2009. Er tidshorisonten derimod over 5 år, vil det skattemæssigt stadigvæk kunne svare sig, idet du har skattevæsenets penge at investere og du alene betaler en løbende pensionsafkastskat (PAL-skat) på 15 % af det positive årlige afkast.

Omlægge kapitalpension til ratepension?

Det naturlige spørgsmål er, om man med fordel kan omlægge en kapitalpension til en ratepension? Det er altid muligt at omlægge en kapitalpension til en ratepension inden du fylder 60 år. Det er det, idet skatteforliget betyder, at du vil kunne opnå endnu større skattefordele med en ratepension. Det er yderst vigtigt at du afholder et pensionsmøde i god tid inden du fylder 60 år!

Meget at holde styr på

Af ovennævnte årsager, er det vigtigt at du får et overblik over dine muligheder sammenholdt med gældende lovgivning. Endvidere kan der også være stor forskel på de sociale ydelser såsom boligydelse, ældrecheck, pensionstillæg, personlige tillæg samt ejendomsværdiskatten der alle er afhængige af din reelle pensionsudbetaling.

Tag en rådgiver med på råd

Pension er for de fleste en meget kompleks størrelse og i det tilfælde er det en rigtig god ide at tage en rådgiver med på råd.