Tvivlsspørgsmålene kan være mange, når man skal optage kreditforeningslån.
Skal du vælge et lån med fast eller variabel rente og skal du afdrage på dit kreditforeningslån eller skal du udnytte
afdragsfriheden på lånet til nogle andre fornuftige ting. Det kan være svært at træffe de rigtige valg.

Ved årsskiftet blev der snakket meget om det historisk lave renteniveau der var på det tidspunkt. Siden da er renten
faldet yderligere og det er blevet endnu mere gunstigt at være boligejer.

Variabelt forrentet lån eller et fastforrentet lån?

Der er selvfølgelig mange penge at spare ved at optage et variabelt forrentet lån – men risikoen er også meget større
end ved optagelse af et fastforrentet lån. Det er meget vigtigt at tage det lån, der passer netop til din økonomi.
Her tænker jeg på, om du kan klare de evt. store udsving i ydelsen, der kan komme ved optagelsen af et variabelt flexlån.
Såfremt økonomien er meget skrøbelig – vil anbefalingen være, at du tager et fastforrentet 4 % lån – da du så er sikret
en fast rente i hele lånets løbetid.

Fastforrentet lån og variabelt forrentet lån

I nogle tilfælde kan det også være en god idé at optage 2 forskellige lån. Her tænker jeg på, at du nogle gange med fordel
kan tage både et fastforrentet lån samt et variabelt forrentet lån. Omkostningerne i dette er selvfølgelig en smule større.
Ved at optage 2 forskellige slags lån kan du få din risiko til at passe til netop din økonomi. Man kan sige, at man spiller
på to heste. Skulle renten stige i samfundet vil det ene af lånene selvfølgelig blive dyrere i ydelse (variabel rente) –
hvor det fastforrentede lån stadigvæk vil have samme ydelse – men lånets kursværdi vil være mindre, da kursen er blevet
lavere grundet rentestigningen. Så tilpasningen af risikoprofilen gøres via beløbets størrelse på lånene.

Afdragsfrihed på kreditforeningslånene

Hvad så med afdragsfrihed på kreditforeningslånene? Skal du benytte dig af muligheden for kun at betale rente på
kreditforeningslånet eller er det noget skidt. Min holdning er, at såfremt at afdragsfriheden bruges fornuftigt, kan der
være rigtig mange penge at spare på lang sigt. Det er jo altid en god idé at bruge afdragsfrihed på eksempelvis at betale
dyrere forrentet gæld af inden kreditforeningslånet. For det meste vil det også kunne betale sig at spare op til pensionen,
såfremt man betaler topskat. Så afdragsfriheden kan være en rigtig god måde at spare renter og skat på.

Tid til omlægning af lån?

Hvornår skal du så omlægge dine lån? Alle der i dag har 6 & 7 % lån skal helt sikkert omlægge deres lån hurtigst muligt, da
disse lån ikke længere er fordelagtige. I enkelte tilfælde kan det endda være fornuftigt at omlægge et fastforrentet 5 % lån.
Her tænker jeg på, at såfremt man ønsker at udnytte en evt. afdragsfrihed på lånet til en af de tidligere nævnte ting, vil
dette være en fordel.

En uvildig rådgiver kan vejlede om lån og økonomi

Såfremt du er i tvivl om, hvilke lån du skal optage, vil en uvildig rådgiver altid kunne give dig klarhed og sørge for,
at din økonomi bliver tilpasset dine behov. Der kan være rigtig mange penge at spare ved at få overblik over økonomien.
Overblik betaler sig – også når det gælder økonomi.