Hvad nu med efterlønnen?

Regeringen vil afskaffe efterlønnen og medierne beskriver det, som var det sket. Men pas på. Gå ikke i panik og meld efterlønnen fra. Den
er langtfra afskaffet endnu.

Fortsæt med at betale til efterlønnen

Regeringen har planer om at afskaffe efterlønnen for alle under 45 år. Og når man ser på sine indbetalinger for at være med i ordningen,
kan man derfor fristes til at spare de penge nu, hvis man alligevel ikke får noget ud af det. Men lad være.

Forslaget er langtfra en realitet – og skulle det blive det, får du alligevel dine indbetalinger til efterlønnen tilbage. Så vent med at foretage dig
noget i forhold til efterlønnen til ændringerne er en realitet.

Efterlønnen er en fleksibel ordning

Glæd dig i mellemtiden over, at efterlønnen er en dejlig fleksibel ordning, der kan give dig en god økonomi, hvis du skal trække dig tilbage
tidligt, og at efterlønnen også kan belønne dig med skattefri bonus, hvis du fortsætter med at arbejde.

Efterlønnen er nemlig en ordning du får noget ud af, uanset om du arbejder eller ej i efterlønsalderen.

Folkepensionsalderen er allerede hævet, og vi lever længere

Men den megen debat om efterløn og hvor lang tid, vi skal være på arbejdsmarkedet har gjort to ting meget synligt:

  • Folkepensionsalderen er allerede hævet meget for personer under 50 år. Så uanset om det nye forslag bliver til noget eller ej,
    kan personer født i 1960 til 1962 først få folkepension som 67-årige.
    For personer født 1963 og frem er folkepensionsalderen 68 år. Og den kan endda hæves, hvis levealderen stiger.
  • Vi lever længere og længere. Så behovet for pensionsmidler stiger tilsvarende, medmindre vi bruger den længere levetid til at
    arbejde.

Mere pension, hvis du selv vil bestemme

Så hvis du selv vil have mulighed for bestemme, hvornår du skal trække dig tilbage, så er der kun en vej: Der skal indbetales mere til din
pension. Gør du det, kan du nemmere bestemme dig for at trække dig tilbage, når du har lyst (og råd) til det.

Og mere pension, hvis du vil leve godt

Levealderen stiger – også din, så dine pensionspenge skal slå til i længere tid. Det bør du tage højde for, mens du tjener penge og få øget
din pensionsopsparing. Det er nemlig svært at rette op på senere.

Så tag et kig på dine pensioner: Hvor meget er der egentlig til rådighed om året? Og vil de slå til, hvis du bliver mere end 100 år? Og husk at
tage med i betragtningen, at det ikke er sikkert, at adgangen til gratis ydelser såsom sundhedsydelser, hjemmehjælp osv. bliver en del af din
alderdom.